Nyhedsbrev afd. 630 maj

To undersøgelser
Bruger du fælleshuset? Hvad skal der til, for at du får lyst til at bruge fælleshuset?
Dette er et par af spørgsmålene du kan finde i undersøgelsen, der for nylig er lagt i din postkasse.
Afleverer du undersøgelsen deltager du i lodtrækningen om gratis leje af fællessal og gæsteværelser.
Vi håber du vil udfylde undersøgelsen, da det hjælper os til at gøre fælleshuset og dermed afdelingen endnu bedre at bo i.

Undersøgelse i din e-boks
I den kommende tid vil flere af jer også modtage en undersøgelse i jeres e-boks.
Undersøgelsen er landsdækkende og er lavet af Landsbyggefonden. Den undersøger, hvordan beboere føler tryghed og trivsel i boligen og i lokalområdet.
Vi håber, du også vil besvare denne undersøgelse.

Stjerneskud og hygge
Torsdag den 17. maj kl. 18.00 bliver der hygget i fælleshuset.
Først spiser vi Stjerneskud og dem der har lyst kan bagefter spille forskellige bræt- og kortspil.
Medbring selv drikkevarer, hvis du vil have andet end vand. Randi serverer kaffe efter maden.
Da stjerneskuddene skal bestilles i forvejen er tilmelding nødvendig senest mandag den 14. maj ved at sende en sms til Randi på 20 76 52 81.
Pris: 25. kr. pr. stjerneskud.

Gratis rygestopbehandling i fælleshuset
Fælles fremtid på tværs og sundhedscentret tilbyder nu et gratis rygestopkursus, der finder sted i fælleshuset.
Forløbet er fem gange med start den 22. maj kl.10.00.
Inden start vil du få en personlig for-samtale med kursusleder Joan Jacobsen.
Tilmelding til Joan Jacobsen på tlf.: 99 60 31 06.

Aktivitetsskab i Sønderparkens grillhytte
Afdelingsbestyrelsen og Fælles fremtid på tværs er gået sammen om at stille et skab op i den store grillhytte, der er placeret i Sønderparken.
Skaber kommer i løbet af foråret, og du får også adgang til skabet, ved at bruge din briknøgle, som du også bruger til at komme i fælleshuset.
I skabet kan du bl.a. finde fodbold, basketball, bordtennisbat og -bolde, kongespil, petanque, udstyr til rundbold, grillstarter og andre ting, der kan være med til at gøre sommeren lidt sjovere i afdelingen.
Husk at lægge tingene på plads når du har brugt dem, så andre også har glæde af dem.
Vi kalder det et godt naboSKAB!

Byttemarked – sæt x i kalenderen
Fredag den 22. juni kl. 15.00 – 19.00 arrangerer afdelingsbestyrelsen byttemarked for hele Ikast i fælleshuset.
Hvad er byttemarked?:
• du giver det, du ikke længere kan bruge, men som andre måske står og mangler.
• der er fællesborde, så du har ikke egen stand.
• alt på bordene er gratis, og du skal ikke nødvendigvis aflevere noget for at tage noget andet.
• ALT kan byttes.

Arbejdet med ny helhedsplan er i fuld gang
Når 2018 bliver til 2019 betyder det også starten på en ny 4-årig periode med boligsociale aktiviteter i din boligafdeling. Det betyder at nogle eksisterende aktiviteter afsluttes, nogle fortsætter og nye aktiviteter startes op.
I øjeblikket arbejder projektleder Louise med at få samarbejdsaftaler på plads med kommunen og andre samarbejdspartnere.
Senere vil vi også høre dine forslag til, hvad der skal ske i den nye helhedsplan. Du hører nærmere til afdelingsmødet i efteråret.
Men indtil årets udgang arbejder vi ufortrødent videre med den nuværende helhedsplan.

Politikere og beboerdemokrater mødtes
Fælleshuset var fyldt med snakke glade mennesker den 21. marts. Her mødtes byrådspolitikere, hovedbestyrelsesmedlemmer og beboerdemokrater fra afd. 630 og Stadion Allé for at høre en status på den boligsociale helhedsplan, ligesom den fremtidige helhedsplan blev drøftet.
Det førte til mange spændende snakke om, hvordan trivslen og sammenholdet øges i afdelingerne, hvordan folk kommer mere i bevægelse, hvad drømmene er for boligområderne, når helhedsplanen er afsluttet i 2022 og mange andre emner.
Det hele sluttede af med en lækker syrisk buffet lavet af Zahab, der bor på Stadion Allé.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *